Menu

Spillersalg udløser donation til barndomsklub

image
05. september 2023 kl. 09:36

Pressemeddelelse fra AGF A/S
Aarhus, den 4.9 2023

 

Spillersalg udløser donation til barndomsklub

I kølvandet på salget af Thomas T. Kristensen til den italienske serie A klub Udinese Calcio donerer AGF 100.000 kr. til TK’s barndomsklub, Galten FS.

Donationen kommer fordi Galten FS ikke er berettiget til såkaldte solidaritetspenge, som ellers automatisk bliver udløst til en spillers barndomsklub, når han eller hende bliver solgt for en transfersum. Men FIFA-ordningen gælder kun ned til spillerens 12. år. Og da Thomas T. Kristensen skiftede til AGF som 10-årig er Galten FS ikke berettiget til kompensation.

- Men vi vil alligevel gerne anerkende Galten FS og deres store arbejde med børne- og ungdomsfodbolden. De er samarbejdsklub til AGF og flere spillere hos os har en baggrund hos Galten. Derfor har vi som klub besluttet at donere 100.000 kr. til Galten FS som en donation.

- Donationen skal også ses som et symbol på vores dybe anerkendelse og respekt for det store frivillige arbejde, der foregår ude i alle vores samarbejdsklubber. De er kernen i fodboldens fødekæde og vi var intet uden det store arbejde som Galten FS og andre klubber gør for fodbolden og for børn og unge, siger direktør i AGF, Jacob Nielsen.


Overrækkes til showkamp

De 100.000 kr. bliver overrakt til Galten FS på onsdag den 6. september, hvor AGF besøger Galten FS til en for længst planlagt showkamp, hvor Galten FS siger tak til lokalsamfundet for byens store opbakning med en opvisningskamp mellem AGF og Galten FS’ serie 3 hold.

Hos Galten FS ser man meget frem til onsdag, hvor man vil modtage donationen med stolthed over, at en af klubbens egne nu spiller i Serie A.

- Vi er meget glade for, at AGF betænker os med en så stor donation, der vil gøre en markant forskel i Galten FS. Da vi falder ud over reglerne for kompensation, var det ikke noget, vi havde regnet med. Så det er en fantastisk nyhed, der blot øger vores stolthed over salget af Thomas og understreger det stærke og tætte samarbejde, vi har med AGF, siger Kenneth Haüser, der er formand for Galten FS.


Det er ikke første gang, at Galten FS tilgodeses i forbindelse med Thomas T. Kristensen. Da han rundede 25 kamp for AGF modtag klubben også en check på 25.000 kr.


Onsdagens showkamp - der altså bliver uden Thomas T. Kristensen, men med en donation - spilles på Sparekassen Danmark Park, Baunevej 11 i Galten onsdag den 6. september kl. 17.30. Inden kampen kan man møde AGF’s spillere til autografskrivning fra kl. 16.

Luk